Nej. IT- og Telestyrelsen har udpeget dotDK som vinder af første runde af udbuddet. Ifølge loven skal administrator imidlertid have en bred opbakning i det danske internetsamfund. Inden 60 dage fra styrelsens afgørelse, dvs. senest den 1. september, skal dotDK nu vise, at man har en sådan opbakning. Der skal som minimum indsendes støtteerklæringer fra fire vigtige organisationer i det danske internetsamfund. Disse organisationer skal samlet set repræsentere private brugere, professionelle brugere og internetbranchen (leverandører). I sine udtalelser har dotDK fået dette til at fremstå som en formalitet, men det er et grundlæggende krav i loven, og dotDK har endnu ikke oplyst at have indsamlet disse støtteerklæringer som dokumentation for opbakning i det danske internetsamfund. Lykkes det ikke for dotDK at opnå denne opbakning fortsætter DIFO administrationen af .dk-domænet. Udbuddet er derfor ikke afgjort.