Fra første e-mail til .dk
De første, spæde skridt til den danske del af internet blev taget i 1980'erne. Pionererne var nogle studerende på Datalogisk Institut, som udforskede UNIX-netværket. Den første e-mail blev modtaget
i Danmark i 1983. Afsenderen var den europæiske Unix brugergruppe EUUG. Modtageren var en studerende ved Datalogisk Institut. I 1988 blev en egentlig navnetjeneste for .dk-domænenavnet etableret, og den danske del af internettet var en realitet.
Udviklingen tager fart
I midten af 1990’erne tog danskernes brug af internettet i Danmark for alvor tager fart. Indtil da foregik tildeling af domænenavne som en biting i DK Net A/S. Fra januar 1997 gjorde et nyt regelsæt det muligt for både juridiske personer (f.eks. selskaber, institutioner m.v.) og privatpersoner at registrere domænenavne under .dk. I takt med internettets voksende succes voksede også behovet for afklaring af, hvem der skulle stå i spidsen for tildeling af domænenavne under .dk, og hvem der skulle løse stridigheder om retten til domænenavne.
DIFO ser dagens lys
I 1999 opfordrede Forskningsministeriet (i dag Videnskabsministeriet) branchen til via selvregulering at etablere en velfungerende og effektiv administration af .dk. DIFO blev derfor stiftet den 1. juli 1999. Opgaven var at fastlægge de overordnede retningslinjer for administration og tildeling af domænenavne under .dk, herunder varetagelsen af hostmasterfunktionen i Danmark. Desuden var der brug for en uafhængig part til at løse domænenavnsstridigheder, så DIFO etablerede et uafhængigt klagenævn i 2000.
DIFO etablerer DK Hostmaster
I august 2000 etablerede DIFO aktieselskabet DK Hostmaster til at varetage den daglige administration og den tekniske administration. DIFO og DK Hostmaster har fælles bestyrelse og fælles formand. Bestyrelsen sammensættes af tre repræsentanter for forbrugersiden, tre repræsentanter for internet-branchen (leverandører) og tre repræsentanter for de professionelle brugere. Denne sammensætning er skabt for at sikre balance og repræsentation af hele det danske internetsamfund.
DIFO i dag
DIFO vandt i 2009 udbuddet om .dk-domænenavnet. Udbuddet var gennemført i overensstemmelse med Lov nr. 598 af 24. juni 2005 om internetdomæner, der særligt tildeles Danmark. Loven og den administrationstilladelse, som IT- og Telestyrelsen har udstedt til DIFO, skaber de retlige rammer for DIFOs virke. Inden for disse rammer arbejder vi løbende med at skabe de bedst mulige retningslinjer for det danske top level domænenavn, og vi er aktive i både nationale og internationale organisationer med arbejdet omkring internettet og top level domænenavne.
Læs mere om DIFO.