Startskud på høring om bekæmpelse af kriminalitet på internettet

Mandag den 6. juni 2016 tog DIFO med en succesfuld mundtlig høring hul på debatten om, hvornår et domænenavn kan suspenderes, hvordan registranten valideres, og hvilke personoplysninger DIFO må give videre.

En lang række repræsentanter fra det danske internetsamfund, lige fra statslige myndigheder og Københavns Politi, over Dansk Industri til et bredt udsnit af it-leverandører, mødte op og deltog livligt i debatten.   

Nu inviterer DIFO alle med en holdning til emnerne til at deltage i den skriftlige del af høringen, som strækker sig hen over sommeren.

Skal processen med at suspendere et domænenavn gå meget hurtigere end i dag? Et forslag går på at oprette et særligt suspensionsnævn, som kan tage ansvar for suspension af domænenavne. Kan man derved sikre en effektiv behandling af sager om åbenlys kriminalitet på danske domænenavne? Hvad med retssikkerheden?

DIFO’s validering af identiteten på registranter bag et domænenavn foregår i dag per brev, men måske skal den nuværende valideringsmodel strammes? En mere restriktiv løsning med tvungen NemID-validering for danskere og en aktiveringskode per brev til udenlandske registranter, fik stor tilslutning på den mundtlige høring. Der var dog også kraftige røster imod øget kontrol og bekymringer for, at domæneregistrering bliver alt for besværlig for kunderne.

Skal DIFO udlevere oplysninger om anonyme registranter til myndigheder og private hurtigere og nemmere end i dag? DIFO ser frem til at rettighedshaverne kommer på banen og giver deres besyv med i den skriftlige høring.

For at deltage i den skriftlige høring skal du sende din holdning til info@difo.dk senest den 15. august 2016. DIFO tager stilling til alle høringssvar.

Vi ser frem til at høre din mening!

Copyright 2016 All Rights Reserved.