Mere end 3000 formodede fupbutikker lukket

Det er nu blevet mere sikkert at handle på webbutikker i .dk-zonen, efter at antallet af formodede fupbutikker er blevet reduceret til kun 0,12 % af alle webbutikker, der ender på .dk.

DIFO har med en skærpet identitetskontrol af danske og udenlandske kunder formået at lukke domænenavnet bag mere end 3000 formodede fupbutikker siden november 2017.

I marts 2018 viste en undersøgelse udført for DIFO, at den skærpede identitetskontrol havde reduceret antallet af formodede fupbutikker til 475. Efterfølgende har DIFO skærpet identitetskontrollen af de udenlandske kunder yderligere, hvilket har resulteret i, at der nu kun er omkring 50 formodede fupbutikker tilbage i .dk-zonen.

Et mere sikkert internet for forbrugerne

Der er DIFOs opgave at sørge for, at den danske del af internettet er så sikker som muligt, og at man kan have tillid til indholdet på danske sider. Derfor er vi i DIFO meget tilfredse med resultatet af den skærpede identitetskontrol.

Også hos e-mærket vækker resultaterne begejstring, da det stiller forbrugerne af webbutikker i .dk-zonen langt bedre.
”Vi er særdeles glade for det flotte resultat, DIFO har opnået med at nedbringe antallet af fupbutikker, der ender med .dk. Én fupbutik er én for meget, men med det nuværende niveau, må .dk-zonen formodes at være en af de sikreste zoner i verden for forbrugerne”, siger administrerende direktør i e-mærket, Jesper Arp-Hansen

Identitetskontrol har bremset den stigende internetkriminalitet

De seneste år er der sket en stigning i den internetkriminalitet, der vedrører krænkelser af intellektuelle ejendomsretter - helt konkret ved markant flere fupbutikker.
DIFO har derfor indført en skærpet identitetskontrol af den person eller virksomhed, der står bag et givent .dk-domænenavn. Det betyder, at danske kunder nu skal valideres med NemID, mens alle udenlandske kunder bliver vurderet ud fra en risikobetragtning.

DIFO har derved kunne lukke ned for de domænenavne, hvor personen bag ikke har kunnet eller ville tilkendegive sin identitet.

En af de sikreste zoner i verden 

Med den skærpede identitetskontrol har DIFO placeret sig som en af de domæneadministratorer, der på verdensplan gør mest for at sikre en ren zone.
Vi vil dog blive udfordret på nye måder, som vi ikke kender i dag. Indsatsen for at bekæmpe internetkriminalitet kommer derfor aldrig til at stå stille for DIFO.

Tallene stammer fra undersøgelsen ”Analysis of Domains Suspected of Infringing Intellectual Property”, som er udarbejdet for DIFO i samarbejde med EIT DK ApS / Henrik Bjørner www.cybercrime.eu. 

Læs et resumé af undersøgelsen her.
Læs Politikens artikel om DIFOs resultater her 

Copyright 2016 All Rights Reserved.